Stor hæder til tre hopdommere med 20-årsjubilæum Udskriv
Skrevet af Administrator   
Mandag, 01. juni 2015 06:58


Den 25. marts 1995 – for 20 år siden – blev kaninhop skudt rigtigt i gang i Danmark. Det var på det første kaninhopdommerseminar, som blev afholdt i Horsens med hjælp fra Sverige.

Der blev her uddannet 18 nye kaninhopdommere. Blandt disse pionerer var der tre markante personligheder, der nu har dømt kaninhopkonkurrencer i 20 år i Danmarks Kaninavlerforening – det er en flot indsats og en Danmarksrekord.
De har alle tre været formænd i deres lokalforeninger gennem længere perioder og de har alle tre som lokalformænd været med til at arrangere DM i kaninhop flere gange.
De har alle tre også været aktive og gode støtter på mange måder for DK - listen over deres meriter er lang og flot.
Så de skal i dag hædres for deres lange og store indsats.
De tre er Aksel Nissen, Hedvig Jørgensen og Aase Bjerner. De blev hædret ved Danmarks Kaninavlerforenings 120. repræsentantskabsmøde i Ullerslev Kultur- og Idrætscenter, hvor Aase får en sølvnål, og Aksel og Hedvig, der allerede har henholdsvis sølvnål og guldnål fik DK´s hædersvase.

Aksel var desværre ikke til stede ved repræsentantskabsmødet og vil derfor få overrakt hædersvase og diplom af sin lokalforeningsformand.


 

Senest opdateret: Mandag, 01. juni 2015 07:06